Bobo, Elvis Og the Memphis Boys
I 2003 begyndte et nyt kapitel for Bobo Moreno. Henrik Knudsen fra Elvis Unlimited i Randers tilbød ham at medvirke ved en koncert med vokalgruppen the Sweet Inspirations, der optrådte med Elvis Presley op gennem 1970’erne. Senere fulgte flere turnéer med the Sweets og TCB, Elvis’ backing band (med den legendariske guitarist James Burton) fra de store koncerter i Hawaii og Las Vegas. Og mere var i vente. I 2005 inviterede Henrik Knudsen Moreno med til Memphis, Tennessee for at synge med the Memphis Boys, et succesfuldt studieband, der, sammen med Elvis, havde indspillet hits som ‘In the Ghetto’, ‘Suspicious Minds’ og mange andre. Moreno skulle kun synge et par sange med bandet. Resten skulle bandets faste sanger tage sig af. Og så skete det igen: sangeren meldte afbud, og det var nu op til Moreno at lære hele koncertens repertoire på få dage. Bandet var urolige, for de kendte ikke den danske sanger, de nu var tvunget til at spille med. Men i øvelokalet bredte smilene sig hurtigt, da Moreno sang sig igennem Elvis’ ikoniske sange. Musikerne åndede lettede op. ‘He knows his stuff!’.
The Memphis Boys tog siden Bobo Moreno til sig som deres nye sanger. Sammen indspillede de i 2006 fire numre til en EP, og bandet fløj ham jævnligt til Nashville for at synge med dem, særligt da de, i 2007, skulle indskrives i Musicians Hall of Fame, ved en stort anlagt koncert. På scenen var flere af de største amerikanske studiebands, og en håndfuld af de bedst sælgende stjerner, her iblandt Garth Brooks, Vince Gill, Peter Frampton og den fantastiske George Jones – og fra Danmark, Bobo Moreno.